FREJ

Kapitel 1 - En sand høvding

Frej Thorssøn lukkede den skingert hvinende låge bag sig, og trådte ind på klosterets jord. Hans fader, høvdingen, gik foran ham, og var med faste skridt på vej op mod den solide egetræsdør, som udgjorde indgangen til slangepræstindernes kloster.

Frej skuttede sig og sagtnede farten. Det var ikke støvregnen der gjorde Frej kold. Som nordlænding havde han tilbragt mange kolde dage og nætter i bjergene, og den prægtige uldkappe med krave af odderskind som lå om hans skuldre, kunne have holdt ham varm i en snestorm. Nej, det var tanken om de historier, han havde hørt om Serpentia-præstinderne, der sendte en isning ned ad hans ryg, og gjorde hans skridt tøvende: Han huskede fortællinger om kvinder, som tilbad en slangegudinde, og som holdt slanger som kæledyr. Troldkvinder, der efter sigende kunne tale med slangerne og malke deres gifte. Hekse, som kunne manipulere med folks sind, skabe mareridt og frembringe syner af fortiden og fremtiden ved hjælp af deres eliksirer. Og det var disse hekse, hans far nu havde tænkt sig at føre ham til, for at de kunne ’bringe ham styrke’.

Frej stoppede op og tog bygningen i øjesyn, - mest af alt for at vinde tid. Klosteret lå på en halvø, omgivet af forplumret mørkt vand og siv. Det var den type sø man ikke havde lyst til at bade i, selv på en lun sommerdag. Den type sø man ville forvente var fuld af igler og andet kryb. Klosteret var opført i mørkegrå granit, og var en statelig bygning uden dog at give indtryk af rigdom eller overflod. Mange steder var murene tilvoksede med mos, og det mest velplejede ved klosteret var de sirlige urtebede, der strakte sig i mønstre ud fra bygningen. Klosteret lå en times gang fra den driftige havneby, Karlaheim, hvor Thors lille flåde havde lagt til for at handle og proviantere. Men under den sidste halve times vandring, havde de kun passeret spredte gårde, som blev færre og færre i takt med, at landskabet blev mere sumpet og uegnet til dyrkning. Men mon ikke det passede Serpentia-præstinderne udmærket ikke at have naboer?

Frej havde tilbragt adskillige aftener på kroerne i den lille havneby med at lære de lokale at kende. Der havde han forhørt sig om slangepræstinderne, når lejligheden bød sig. Frej havde altid haft let ved at falde i snak med fremmede folk. Han havde et godt øre for fremmede accenter, og var hurtig til at afkode talemåderne og musikken i nye tungemål, ligesom han havde en god sans for, hvilke spørgsmål man skulle stille, for at få folk til at snakke. Folkene i kroen havde fortalt ham flere historier om præstinderne, og holdningerne havde været delte. Nogle havde fortalt historier om, hvordan en tante eller onkel havde fået helet en byllesygdom eller et voldsomt maveonde af præstindernes salver og lægende drikke. Andre kaldte dem for hekse, og fortalte historier om, hvordan de havde forbandet en storbonde, så al hans yngel døde, både dyr og mennesker. En del mente, at den gamle kong Sejrokk havde holdt hånden for meget over Serpentia ordenen, og ladet dem drive deres trolddom og heksekunster for vidt. Men det ville der blive sat en stopper for, mente de, nu, hvor Kong Harold var kommet til magten.

Frej blev revet ud af sine tanker ved lyden af Thors næve, der hamrede på klosterets indgangsdør. Af en eller anden grund undlod Thor at bruge dørhammeren, som var formet som to slanger der smøg sig om hinanden. En spinkel, ung kvinde med et mistroisk blik, lukkede dem ind, da Thor meddelte, at han havde en aftale med Anaconda, klosterets overhoved. Den unge kvinde viste dem gennem en højloftet indgangshal og derefter ind i en kølig korridor. Gulvet og væggene af sten fik deres skridt til at give genlyd. Endelig kom de til en smukt udskåret dør med et håndtag af skinnende bronze. Den unge kvinde signalerede med en håndbevægelse, at de skulle tage plads og vente på en bænk foran døren. Thor der forstod, at dette måtte være døren til Anacondas arbejdsværelse, trådte imidlertid forbi kvinden, bankede fast på døren og åbnede uden at vente på svar.

Frej fulgte beklemt med ind, og lukkede tøvende døren bag dem. Rummet var stort og kosteligt indrettet. Ud over et arbejdsbord ved vinduet og et rundt mødebord midt på gulvet, var der reoler med bøger, urter og små glasflasker samt en stor himmelseng med linned i vinrød silke. Der knitrede en ild i kaminen, og rummet føltes overvældende lunt når man kom ind fra den kølige korridor. Det var åbenbart her, Anaconda både arbejdede og boede.  

Anaconda selv sad ved arbejdsbordet med ryggen til, og gav sig tid til at færdiggøre den sætning, hun var ved at skrive på et stykke pergament, før hun rejste sig, og gjorde front mod gæsterne. 

”Velkommen Thor af Isfjorden og Frej Thorssøn. Jeg forstår at I er kommet for at bede om Serpentias hjælp. Tag plads”. Hun gjorde tegn til at de kunne sætte sig ved det runde bord. Hendes tonefald og mimik afslørede ingen sindsstemning. Kold og svær at læse, - ligesom en slange, tænkte Frej for sig selv. Hun var midaldrende, men ryggen var rank og kropsholdningen på ingen måde tynget af alder. Frej kastede et uroligt øjekast rundt i rummet efter slanger og kryb. På kroen havde han hørt, at præstinderne altid havde deres slange på sig eller umiddelbart i nærheden, men han kunne ingen slange se.

”Min søn…” begyndte Thor, men Anaconda afbrød ham med en håndbevægelse. ”Fortæl mig først, hvad der har bragt en høvding fra Nordlandet til Karlaheim” spurgte hun, og skænkede samtidig vin op til dem alle tre fra en krystalkaraffel. Hendes hånd var bleg og spinkel, og holdt om flasken som var den et musikinstrument. Det lignede ikke en hånd, der var vant til at samle brænde eller rense fisk. Hun smilede imødekommende til dem, idet hun rakte sit glas op til en skål. Hun ønsker øjensynligt at vi skal føle os velkomne, tænkte Frej. Thor tømte sit glas i et drag, som var det mjødhorn og ikke et krystalglas han holdt i hånden. Selv nippede Frej forsigtigt til den sødlige frugtvin, idet han holdt vagtsomt øje med Anaconda. Når hun også drak, var vinen vel sikker.

”Sidste års rejse i østhavet var vellykket. Jeg er sejlet til Karlaheim med mine skibe for at sælge vores varer og for at proviantere. Om få dage bryder vi op for at krydse det åbne hav mod vest. Vi ønsker at starte et nyt liv og bosætte os på Stormøen.”

Hvis Anaconda var overrasket, så skjulte hun det godt. ”Og du mener altså at vide, at Stormøen faktisk findes? -At den ikke blot er en historie som købmændene fra Thyros har fundet på, for at få deres handelsvarer til at forekomme mere interessante?” 

Thor lænede sig tilbage i stolen og sagde drevent: ”Tror du, jeg ville krydse det åbne hav og sætte mit mandskab, mine skibe og min familie på spil på grund af rygter, jeg havde hørt fra en silkeklædt banankræmmer? Nej: Min egen grandonkel har sat sine ben på Stormøen. Han har bekræftet, at historierne er sande. På Stormøen bugner hvert træ med modne frugter. Der er aldrig vinter. Fiskene sværmer ind i nettene som fluerne derhjemme sværmer om en fårelort. Og så er øen stort set ubeboet, når man ser bort fra nogle få nybyggere fra Thyros, som er rejst dertil af deres egen vilje. Ingen konge, kejser eller tyran fra kontinentet har lagt deres hånd på Stormøen. Den er frisk som en jomfru.”

Anaconda så længe på Thor med øjnene let knebet sammen. Endelig sagde hun: ”En ubeboet perle som ingen kejser eller konge regerer… Og hvem skal så være fyrste over dette nyfundne paradis – høvdingen selv?”.

”Jeg og min slægt vil regere over mit folk”. Thors blik faldt kort på Frej, hans førstefødte søn og arving, og en ærgerlig trækning løb over hans ansigt idet han blev mindet om formålet med dette besøg hos Serpentia ordenen. ”Og en ting er sikkert”, fortsatte han, idet hans stemme genvandt sin vanlige styrke, ”vi vil ikke betale tiende eller told eller beskyttelsespenge til nogen sleske embedsmænd fra Thyros. Vi kan i øvrigt beskytte os selv, og vi har tænkt os at holde fast i vores traditioner og vores frihed. Men vi rejser ikke til Stormøen for at udgyde blod eller erobre. Hvis nybyggerne fra Thyros kender deres plads, kan de vel få lov til at passe sig selv, så længe de lader os gøre det samme.” Thor slog ud med hånden i en generøs gestus. ”I øvrigt forventer jeg, at Thyros folkets bebyggelse hurtigt sygner hen af sig selv. -Det kræver kræfter at være nybygger, og de mennesker er ikke skabt til ærligt og hårdt arbejde.”

Anaconda vendte sit blik mod vinduet og var stille i nogen tid, som om hun overvejede en sag grundigt. Så så hun tilbage på sine gæster og spurgte i et mere forretningsmæssigt tonefald: ”Godt, så hvad har bragt jer til mig?”

”Min søn Frej har rundet de 15 somre. Han er ved at være en mand. En dag skal han være høvding efter mig. Men jeg har ladet ham tilbringe for meget tid med sine mostre, og hvis jeg ikke gør noget nu, så ender han med at blive en køkkenhøvding og en kællingehelt. Han skal kunne sætte sig i respekt, og derfor må han lægge sin svaghed og sin kvindagtighed bag sig.”

 ”Du ønsker at vi skal gøre ham til et mandfolk – ligesom dig selv?” Frej syntes, han hørte en antydning af spydighed i Anacondas tonefald. Thor fortsatte upåvirket: ”Jeg har hørt om jeres ceremoni, slangens nat. Jeg har hørt historierne om, hvordan unge mænd og kvinder, der gennemgår ritualet, er blevet renset for deres svaghed, og har fundet deres vilje og retning.”

Frej tænkte for sig selv, at han allerede kendte sin vilje og retning i livet: Han vidste at han ikke ønskede at blive høvding. Han ønskede at være fri af klanens skikke og traditioner. Frej havde aldrig været god med et sværd, og han havde svært ved at se sig selv som krigerhøvding. Når han før i tiden havde trænet med sin fætter Halfdan var Frej altid bekymret for de smertefulde slag, der ramte ham på arme og ben. Engang havde Halfdan ramt Frej så hårdt på hånden med sit træningssværd, at Frej havde brækket en finger.  Frej havde vanæret sin familie ved at græde som en tøs. Halfdan havde hoveret, men havde efterfølgende fået tæsk af sin far. Ved de følgende træningskampe havde Frej vundet stort over både Halfdan og alle de andre knejter, som stort set kun parerede og gav ham initiativløs modstand. Frejs gæt var, at Thor måtte have truet kampmesteren og krævet, at hans søn altid skulle vinde, så høvdingens familie ikke igen ville blive gjort til skamme. Det havde naturligvis blot gjort Frejs skam større. Han så ned.

”Det er korrekt at Slangens Nat har hjulpet mange,” svarede Anaconda, ”og styrke, klarsyn, visdom og vilje er blandt de gaver, moder Serpentia har skænket de unge mennesker, vi har bragt til hende. Men der gives ingen garantier, og slangens kraft har sin egen vilje. Den kan ikke tøjles og trælbindes, og dens gaver kommer til os på måder, som vi mennesker ikke kan forudsige eller forstå.”

”Hvad skal det betyde. Kan I udrette noget for min søn eller kan I ikke?”

Anaconda lod et vurderende blik dvæle på Frej. ”Vi kan godt gøre din søn til et mandfolk. Efterlad ham her, og kom igen i morgen formiddag. Prisen vil være 15 guld-skarsere. Men du kan vente med at betale til i morgen. -Måske har jeg et forslag til en større handel, som vi kan lade denne lille tjeneste indgå i.

Frej kunne se på Thor, at han skulle til at prange om prisen, men at han tog sig i det. Han havde intet alternativ til at bede disse fremmede præstinder om hjælp. Frej vidste at Thor aldrig ville nedværdige sig til at bede klanens egen shaman mane over Frej. Det ville være det samme som at indrømme overfor hele klanen, at hans søn ikke var gjort af høvdingestof.

Thor nikkede afmålt til præstinden, og lagde tungt sin næve på Frejs skulder til afskedshilsen, hvorefter han rejste sig og forlod rummet. Thors trin gav rungende genlyd i korridoren indtil ekkoet gradvist fortonede sig.

Frej mærkede sine håndflader blive svedige, nu hvor han var alene med den fremmede kvinde. Han havde aldrig følt sig veltilpas i sin faders selskab, men at sidde her overladt til sig selv var værre på en ny og uvant måde. Der var stille i rummet, og han havde ingen ord. Hvad taler man om med en kvinde, der tilbeder en slangegudinde? Frej kiggede forlegent til siden ud af vinduet. Kvinden rejste sig og gik frem mod ham. Hun lagde sin hånd under hans hage og drejede hans ansigt mod sit.

”Er du bange?” spurgte hun. ”Nej” svarede Frej stift. ”Du lyver – og du er dårlig til det”, sagde kvinden. Frej så et halvt smil kruse hendes ene mundvig. ”Jeg bebrejder dig ikke. Du er blevet oplært i at skulle være noget andet end den, du er. Og du har levet dit liv tæt på magten – og løgnen er en hyppig gæst i magtens hus.” Hun slap hans ansigt og vendte sig mod vinduet mens hun fortsatte: ”Løgn og bedrag behøver ikke at være din fjende. Med det rette bedrag kan man til tider undgå blodsudgydelser og unødvendig smerte. Løgnen er gift, men den kan være en nænsom gift ligesom månesnoens bid, der bedøver sit bytte og giver det en smertefri død uden kamp”.

”Vi nordlændere er kendt for at tale sandt og holde vores ord. Vi afgør vores uenigheder gennem ærlig kamp,” svarede Frej. Hans stemme føltes underligt tynd. Han sank. ”Bedraget har mange former, svarede Anaconda. ”Ære og stolthed er også former for bedrag. Bedrag kan være dit våben, men dit selvbedrag vil altid være din fjende. -Det æder af din styrke og gør dig svag.” Hun vendte sig fra vinduet og satte sig ved Frej, så deres ansigter igen var i øjenhøjde. Hun sad så tæt på ham, at hendes fremmedartede duft gjorde ham svimmel. Hun lagde sin hånd på hans og fortsatte: ”Hvis du skal blive en magtfuld leder som folk vil følge, så må du enten blive en bedre løgner. Eller du må lære kun at sige det, du mener.”

Frej tænkte for sig selv, ”og hvad hvis jeg slet ikke har lyst til at blive leder?” Rummets mange aromaer fik det til at svie i hans øjne, og han anstrengte sig for ikke at blinke, idet han mødte kvindens blik.

”Følg mig”. Anacondos rejste sig brat og førte Frej ud af hendes gemak. Frej tog nogle dybe drag af korridorens køligere luft. Hun førte ham ned af en trappe og ind i et mindre rum uden vinduer. Et stort kar var placeret foran en brændeovn på et gulv af grove fliser. ”Mine lærlinge vil bringe dig varmt vand. Her skal du tage et bad og hvile dig indtil i aften. Du får ikke noget at spise, for slangens nat skal gennemføres på fastende hjerte. Slangens gift kan give dig kramper, og vi skulle nødig have, at du bliver kvalt i din egen opkast.” Anacondas talestrøm var sagligt og udramatisk som talte hun om en simpel tandudtrækning. Imens tændte hun en række vokslys rundt om karret. ”Der er ikke noget, du behøver vide eller forberede dig på. Faktisk er det bedst, hvis du går til ritualet med et åbent sind uden fordomme. Min lærling Coronella vil tilbringe natten med dig, og føre dig igennem hele ceremonien”. Anaconda gik mod rummets udgang, men stoppede så op, og vendte sig i døråbningen: ”Når du ser Coronella, så lad dig ikke skræmme af hendes udseende. De overtroiske småfolk i byen har mange øgenavne for hende, men hun er hverken forbandet eller dæmonyngel. Hun var blot ude for en ulykke som barn…” Derpå forlod Anaconda rummet og lod Frej alene.

CORONELLA

Kapitel 2: Slangens Nat

Salvia fnisede: ”Flot fyr, ham den nordlandske vildmarksprins. Han har sat sig i karret nu. Han har hverken ulvetænder eller bjørnepels. Han ligner mere… en almindelig, rigtig mand”. De andre lærlinge i grovkøkkenet var stoppet med at ordne grøntsager og lyttede opmærksomt til Salvia, som netop var kommet tilbage med et tomt vandfad. ”Nå, og hvad ved du så om, hvordan en rigtig mand ser ud” spurgte Rikka sukkersødt. Et halvkvalt latterudbrud lød fra pigerne henne ved kålkarret. Rikka og Salvia var begge nye lærlinge i Serpentiaklosteret, og de havde mange historier om verdenen uden for klosterets mure, som de underholdt med, når præstinderne ikke var i nærheden. Om aftenen i sovesalen hviskede de historier om høstfester, dans og kysseri på høloftet. Og de delte sladderhistorier fra byen, og fortællinger om fjerne lande, som de havde opsnappet fra søfolk. ”Vidste I, at der langt mod syd ligger en ø der hedder Thyros, hvor det er kvinderne der bestemmer?” havde Salvia engang sagt. Eller: ”Har I hørt at de vilde folk fra nordlandet nogle gange bliver besat af ånder fra dyr?”. Særligt nordlænderne havde lærlingene hørt en del historier om de seneste dage, efter at det norigske skib havde lagt til i havnen nede i Karlaheim, og fremmedartede mænd klædt i skind og pelsværk var begyndt at bevæge sig rundt i byen.

”Ja, jeg ved i hvert fald mere end dig, Rikka”, sagde Salvia, ”medmindre du vil kalde ham slagterens fladnæsede søn for en mand.” Som svar strintede Rikka en håndfuld grumset vand fra vaskekarret over på Salvia, som forsøgte at parere med sit lange forklæde.

Coronella stod i det mørke hjørne af grovkøkkenet og lyttede til samtalen, men hun grinede ikke. Hun havde ryggen halvvejs vendt mod de andre, og satte pris på halvmørket. Hun greb et løg og begyndte at skære det i tern med effektive bevægelser. Coronella kunne ikke huske noget liv før klosteret, og når de andre lærlinge talte om drenge eller fester eller familier, så havde hun ikke selv nogen historier at bidrage med. Hendes liv var her inden for klosterets mure. Og selv når hun bevægede sig ud, så havde hun altid klosteret med sig. Andre lærlinge kunne lægge deres mørke klosterdragt fra sig, og kunne gå ind i byen og ligne en bondepige, hvis de fik lov af præstinderne. Nogle af de andre lærlinge havde slægtninge eller bekendte i byen, som de kunne besøge eller falde i snak med, når de mødte dem på havnemarkedet. Men Coronella ville altid blive genkendt som én, der ikke hørte til i byens verden. I bøndernes og borgernes øjne var og blev hun et misfoster og en heks: Venstre side af hendes ansigt var vansiret af et ar, som hun havde fået i den brandulykke, hvor hendes familie omkom for mange år siden. Hun var blevet afleveret her på klosteret af gårdens tjenestepige. Historien om branden og det vansirede barn var hurtigt nået ned i byen, og da en gård i udkanten af Karlaheim snart efter brød i brand under et tordenvejr, var det ikke svært for borgerne at regne ud, at barnet måtte være forbandet. -Skifting, misfoster, uheldsbringer.

Historierne holdt ved mens Coronella voksede op. Hun var nem at genkende, og når hun en sjælden gang bevægede sig ind i byen på et ærinde, så bemærkede hun tydeligt, hvordan borgernes samtaler forstummede, når hun nærmede sig. Og hun mærkede deres mistroiske blikke følge hvert skridt hun tog gennem byen. Coronella brød sig ikke om at blive set på, og halvmørket her i hjørnet af køkkenet passede hende godt. Her var der ingen, der bemærkede hende, så længe hun bare passede sit arbejde.

De andre pigers fjollerier hørte pludselig op, og alle vendte tilbage til arbejdet med alvorlige miner. Klikkende støvletrin mod det hårde stengulv i korridoren fortalte Coronella, at en af præstinderne var på vej hen til køkkenet. Anaconda trådte ind, og gik langsomt en runde blandt karrene og gryderne, inden hun stoppede ud for Coronella. Coronella så fortsat ned på skærebrættet, og arbejdede videre med hurtige bevægelser:  ”Coronella, læg blot din kniv og følg mig. Jeg har en opgave til dig.” Coronella overvejede, om hun mon havde gjort noget, hun ikke måtte. Hun kunne ikke komme i tanker om noget, og i øvrigt var hun kendt for altid at overholde alle ordenens regler.

De andre lærlinge kiggede stjålent på Coronella, idet hun forlod køkkenet sammen med klosterets leder.

”Hvis sladderen rejser lige så hurtigt som den plejer, så ved du sikkert allerede, at vi har fået besøg af en høvdingesøn fra nordlandet.” sagde Anaconda, idet hun førte Coronella hen ad gangen og ind i klosterets lille ceremoni-sal. Lærlingene kom normalt ikke i denne sal, på nær for at gøre den ren. Salens loft blev båret af to mørkegrå stensøjler, som begge var udhugget, så de forestillede moder Serpentia, klosterets gudinde. Serpentia var afbildet som halvt kvinde, halvt slange. Slangens hale bugtede og snoede sig om søjlen til den endte i gudindens utildækkede overkrop og menneskelignende ansigt. I overmunden havde gudinden to spidse gifttænder og kindbenene var dækket af slangeskæl. Mellem de to stensøjler var der i dag anbragt et leje af bløde skind og silkepuder. Lyset i rummet var afdæmpet og kom fra vokslys placeret i en kreds rundt om sengelejet.

”Denne høvdingesøn vil i aften gennemgå Slangens Nat. Hans navn er Frej, og han har en fej og svag karakter. Hans far Thor ønsker, at Frej skal finde en indre styrke, som er en høvdingesøn værdig. Du, Coronella, har samme alder som Frej, og du har den alvor og styrke i dit sind, som høvdingesønnen mangler. Derfor skal du gennemføre Slangens Nat med ham.”      

Coronella følte det som om gulvet gyngede under hende. Hendes øjne flakkede fra Anaconda til søjlen med stenkvinden, der kiggede på hende med blottede tænder. Var det et hvæs eller et smil der spillede om gudindens mørke mund?

Coronella var klar over, at dette var hendes chance. Klarede hun ritualet, ville hun sikkert være værdig til at blive indviet som rigtig præstinde i ordenen. Hun ville få sin egen slange, og ville flytte væk fra sovesalen med fnisepigerne og få sit eget lille gemak. Hun ville modtage undervisning i slangens kraft, og hun ville blive respekteret og adlydt af alle lærlingene. Folk ville komme til hende for at søge råd – i starten mest de yngre lærlinge, men med tiden også fremmede mennesker fra byen. De ville stole på hende og åbne deres sind for hende, og hun ville blive deres vejviser ind i deres egen sjæl. Og måske ville slangens kraft også lære hende at tæmme…

Coronella vendte sit blik tilbage mod Anaconda, og nikkede som svar. Anaconda fortsatte: ”Siden du endnu ikke har din egen slange, så vil du låne en af mine. Juda kender ritualet. Jeg stiller hende herind i en lille kurv, og når I er klar åbner du blot låget og bærer hende roligt hen til Frejs hals. Husk at Frej inden da skal drikke det lille glas med modgift.”

Coronella lod blikket falde på sølvfadet ved sengelejet, hvorpå der stod to små blå glasflasker, den ene lidt større end den anden. Hun tog en dyb indånding. ”Hvordan ved jeg, hvordan jeg skal tolke hans drømmesyner?” Anaconda smilede: ”Moder Serpentia vil hjælpe dig. Når Juda har bidt Frej, skal du sidde ved ham og holde hans hoved indtil hans kramper er stilnet af. Derefter tager du selv den store dosis modgift, og lader Juda bide dig. Du vil få en mildere og kortere rejse, men stærk nok til, at du vil forstå at tolke Frejs syner. Dette bliver ikke kun en Slangens Nat for Frej, men også for dig.”

Coronella nikkede igen, og så ned på sine fødder. ”Og hvad hvis… hvis jeg bliver grebet?”

”Det vil ikke ske” sagde Anaconda fast. ”Når du før er blevet grebet, var det blot et ekko af det, du oplevede som barn. Men fra i nat er du ikke længere et barn, men en præstinde i Serpentia-ordenen. Og hvis det alligevel sker, så er jeg ikke langt væk…”. Anacondas stemme var blød, og i et glimt fik Coronella lyst til at glide ind til kvinden og lade sig favne. Hun skubbede hurtigt tanken væk – sådan tænker man ikke, når man lige har fået at vide, at man ikke længere er et barn.

Anacondas stemme blev praktisk: ”Tag nu et bad, og klæd om til noget, der passer sig for en præstinde.” Hun pegede på en lille stol hvor der lå en kjole i sort silke. Desuden lå der to fingersmykker og et diadem af skinnende sølv med en smuk rød sten i panden. Coronella tog prøvende smykkerne på. Fingersmykkerne forestillede slanger, der snoede sig op ad hendes langefingre.

”Brug det du har lært, og følg så din intuition. Jeg stoler på dig” sagde Anaconda, og sendte Coronella et af sine sjældne smil. Så forlod hun rummet.

Coronella gik hen til et af vokslysene for at studere smykkerne nærmere. Fingersmykkerne endte i en spids slangetunge, som rakte ud over fingeren. Tungen var så spids, at hendes finger nærmest blev til en klo. Hun blev med ét opmærksom på, hvor meget hendes hånd lugtede af løg, og da hun så ned af sig selv faldt hendes plettede forklæde hende i øjnene. Hun greb silkekjolen, forlod salen og gik ned mod baderummene.

Hun stoppede op, da hun var kommet halvvejs ned ad vindeltrappen til badekælderen. Der lød sang dernede fra. En klangfuld mandestemme med en fremmedartet accent sang en vise. Lyden forekom uvirkelig her i klosteret, hvor der ellers aldrig kom mænd. Der var ord, hun ikke kunne forstå, og ekkoet fra stenvæggene gjorde det ikke nemmere at tyde teksten. Men hun forstod, at det var en vemodig sang om to elskende, der flygter ud til havet. Melodien brusede frem og tilbage mellem kældervæggene, som krappe bølger i en vindblæst norigsk fjord.  

Sangen stoppede, og ekkoet ringede ud. Hvilken af de to baderum var det, sangen var kommet fra? Det nyttede ikke at lytte ved dørene, for der var helt stille nu. Coronella skubbede forsigtigt den ene dør op, og håbede inderligt, at der ikke stod en splitternøgen krigerprins på den anden side. Baderummet var heldigvis mennesketomt, hun havde valgt den rette dør. Nogen havde tændt op under den store gryde, og et øsekrus stod klar ved siden af.

Da Coronella havde vasket sig, tog hun silkekjolen og smykkerne på. Hun tog det lille håndspejl ned fra hylden og kiggede på sig selv. Som sædvanligt var hendes spejlbillede alvorligt, - ligesom trist. Af refleks drejede hun ansigtet mod venstre, så kun den højre, raske side af ansigtet var synlig i spejlet. Hun havde ikke megen kulør, og ingen smilende runde kinder som hos Rikka og Salvia. Men diademet med det røde øje i panden klædte hende, og det passede på en måde til et alvorligt ansigt. Når der nu var halvmørkt i ceremoni-salen, og hun sørgede for at holde den venstre side af sit ansigt bortvendt… Gad vide om høvdingesønnen var blevet advaret om, hvordan hun så ud?

Coronella forlod baderummet og gik tilbage mod salen. Gennem korridoren kunne hun fjernt høre lyden af lærlinge og præstinder der samledes i spisesalen. Det passede hende fint at Slangens Nat skulle udføres på fastende hjerte. Hun havde ingen appetit, og havde ikke megen lyst til at sidde bænket ved et langbord med nysgerrige øjne klæbende på sig.

Hun gik ind i ceremonisalen og lukkede døren bag sig. Stilhed. Her var tiden hendes egen indtil døren et tidspunkt ville gå op, og hun ville møde den fremmede. Hvor lang tid mon der ville gå? De kunne vel ikke lade ham prinsen sidde i karret hele aftenen og synge vemodige sange til hans hænder og fødder var vand-rynkne?

Nogen havde tændt røgelse og havde stillet den lille fletkurv med Juda herind. Alt var klar. Er jeg klar? Anaconda siger jeg er klar, og hun ved altid, hvad hun taler om.

Hvordan opfører man sig når man modtager en høvdingesøn til Slangens Nat? Skal jeg kalde ham ’deres højhed’? Nej, så havde Anaconda instrueret mig i det. Desuden er han noriger, og de går vist ikke meget op i etikette. Salvia siger, at de spiser som svin og ikke bruger gaffel, men højest store dolke til at stange maden til sig. I øvrigt er han gæst her i Serpentia klosteret, og Anaconda siger, at klosteret ophæver alle de titler, som gælder i verden udenfor.

Coronella satte sig prøvende på en silkepude på lejet af skind midt i rummet. Alt her var blødt og velduftende. Ikke ligesom den hårde stråmadras i sovesalen. Hun tog en pude op, og studerede de fine mønstre. Så lagde hun den fra sig og satte sig rank. Jeg må ikke ligne en nysgerrig bondepige som er kaldt til hof. Jeg må se ud som om dette er mit naturlige miljø. Hendes øjne faldt ned på puden igen. Der var kommet et lille fugtigt mærke på den. Hun tørrede sine svedige håndflader af i skindet under sig og rejste sig op.

Gad vide om Juda faktisk er i kurven? Det burde hun vel være. Men måske er det en lærling, der har sat kurven herind, og så kommer Anaconda selv med Juda senere? Hvis Juda ikke er der endnu, så ved jeg, at der går nogen tid før høvdingesønnen kommer.

Coronella gik hen til kurven og lindede forsigtigt på låget. Kurvens indre henlå i mørke - det svage lysskær fra vokslysene nåede ikke helt derned. Hun gik hen og tog det nærmeste lys. Hun kunne se, at hendes hænder rystede let: Nu handler det om, ikke at spilde stearin på mig selv – eller på min kjole. Forsigtigt bar hun lyset tilbage til kurven og kiggede ned. Kurven var tom. Godt, så kan jeg slappe af lidt endnu, nordlænderen kan ikke være lige på trapperne. Hun gik tilbage med lyset til dets stage, men stoppede så op, da hun opfangede en bevægelse ud af øjenkrogen. Hun drejede hurtigt blikket og så en smal grøn slangehale forsvinde ind under silketæppet ved sengelejet. Sansaia stå i det. Hun satte lyset fra sig og prøvede at lyde venlig, da hun kaldte: ”Juda, kom her”. Silketæppet bevægede sig en smule. Coronella greb kurven og lagde den ned ved siden af sengelejet: ”Juda, kom her, tilbage i din kurv.” Ingen reaktion. Hun hørte Anacondas stemme for sit indre øre: ”Slanger er ligeglade med, hvor sødt du taler til dem. De reagerer kun på styrken af din vilje”. Coronella flåede tæppet af, og så Judas hale forsvinde ind i stakken af puder. ”Juda, KURV”. Det skulle have lydt som en fast ordre, men ordene klingede skingert. Juda var ingen steder at se.

Døren gik op.

I døråbningen stod Salvia og ved hendes side den fremmede. Med en glidende håndbevægelse viste Salvia den unge mand ind i salen, hvorefter hun lukkede døren bag ham, så han og Coronella var alene.

Coronella stod stadig halvt foroverbøjet med Judas kurv i hånden og fødderne plantet i sengelejet, som var blevet uordentligt efter, at hun havde flået tæppet af.

Hun rettede sig op. Deres øjne mødtes.

Salvia havde haft ret: Han lignede ikke det typiske billede af en noriger. Hans ansigt var hverken skægget eller arret. Hans næse var ikke slået skæv og han havde ikke muskler som en okse. Det mest nordlandske ved ham var nok hans kraftige hestehale og tatoveringen ved hans højre tinding som fortalte om den slægt, han tilhørte. Hans blik var klart og kvikt. I Coronellas øjne lignede han mere en skjald end en kriger. Han var klædt i en lys kåbe, som Salvia måtte have givet ham efter hans bad.

Han kiggede varsomt rundt i rummet og gik så frem mod Coronella. Coronella stillede hurtigt kurven fra sig, og tog to puder og placerede dem på sengelejet længst væk fra den pudestak, som Juda var krøbet ind under.

 ”Velkommen, Frej Thorssøn, værsågod at tage plads” sagde hun. Frej skottede til kurven, og satte sig så overfor Coronella. ”Du er kommet her til klosteret for at modtage Serpentias hjælp. Mit navn er Coronella, og jeg skal rejse med dig i Slangens Nat.” Coronella blev distraheret af, at Frej kneb sine øjne sammen og kiggede indgående på hendes ansigt. Hun havde glemt at sætte sig med arret i skygge. Hurtigt drejede hun sit ansigt mod venstre. ”Hvad er der sket med dig?” spurgte han undersøgende. ”Ved han ikke, at man ikke spørger om den slags?” tænkte Coronella. Hun svarede: ”Som barn kom jeg ud for en brandulykke. Det er derfor jeg er her – på klosteret.” Han kiggede afventede på hende i en tid, men da hun ikke sagde mere, nikkede han blot. Der var ingen væmmelse at spore i hans ansigt. Måske var norigere mere vant til at se ar? På havnen havde Coronella engang set en norigsk mand som manglede et øre, og en anden, som tilsyneladende havde fået hugget halvdelen af sin arm af. De havde ikke skjult deres ar, og virkede ikke til at skamme sig

Coronella tog en dyb indånding: ”Serpentia vil give dig svar på et spørgsmål i nat, og hjælpe dig med at finde din vej. Hvilket spørgsmål har bragt dig hertil?”. Hun forsøgte at gøre sin stemme myndig og tonløs, ligesom præstinderne gjorde, når de ledte et ritual. Det gik vist meget godt.  

Frej rejste sig fra puden og gik hen og kiggede på den ene af søjlerne med gudinden. I halvmørket var det svært for Coronella at se, om det var gudindens spidse tænder eller hendes bryster, hans øjne faldt på. Han begyndte at irritere hende lidt – det var ikke meningen, at han sådan skulle spadsere rundt. ”Jeg er ikke sikker på, hvad mit spørgsmål er. Min fars spørgsmål er: Hvordan får jeg en høvding ud af min søn.”

”Godt”, sagde Coronella hurtigt. ”Så er det dét, vi tager. Læg dig her på tæppet.” Coronella gjorde plads, og Frej gik tøvende hen til sengelejet, og lagde sig ned. Coronella lagde et silketæppe over ham og satte sig på en pude ved sengelejets hovedende. Hun begyndte at rulle kraven på den hvide kåbe til side for at blotte hans hals. Frej satte sig op i et ryk: ”Vent, er det nu jeg skal bides af en slange?”

”Biddet kommer til at føles som et lille prik”, svarede Coronella, og smilede skævt. ”Er det i øvrigt ikke noget med, at I norigere er barske folk, som ikke føler smerte?”. Hun kunne ikke lade være med at drille, selvom hun vidste det ikke passede til hendes rolle som præstinde. -Høvdingesønnens utryghed gjorde på en måde hendes egen nervøsitet lidt nemmere at bære.  

Frej mumlede surt: ”Jeg har bare aldrig været vild med slanger.” Han lagde sig tøvende ned igen, men satte sig så op på albuen: ”Fortæl mig lidt mere om ritualet. Har du selv prøvet Slangens Nat?”  

”Nej, i nat bliver også første gang, jeg bliver bidt.” Som svar på Frejs undrende blik uddybede Coronella: ”Ritualet virker bedst, når præstinden og den rejsende har omtrent samme alder. Derfor har Anaconda valgt mig til at hjælpe dig, i stedet for en af de ældre præstinder. ”

Frej nikkede, men stivnede så: ”Der er noget, der rører ved mit ben.” Coronella så, hvordan en fold langsomt slangede sig gennem silketæppet. ”Lig helt stille” sagde Coronella. Frejs krop var spændt som en flitsbue, og hans øjne og mund spærrede sig op. Coronella rejste sig og trak meget langsomt silketæppet til side. Juda lå mageligt hen over Frejs ben. ”RAKHÁK ALNÚR!! Jeg er IKKE klar til det her…”. Frej greb en mønstret fløjlspude, – det nærmeste våben der var. Coronella lagde en hånd på hans skulder, og sagde afdæmpet men fast: ”Hvis du kaster den pude, så bider hun dig. Og du har ikke fået din modgift endnu. Juda er… meget, meget giftig. Så forhold dig roligt”. Juda havde mærket uroen hos Frej, og løftede sit hoved og hvislede af ham. Frej var kridhvid i ansigtet. ”Jeg er rolig, jeg er rolig… men jeg bliver endnu mere rolig når du har fået den væk fra mine ben…” Coronella samlede sin vilje og fangede slangens blik, som hun havde lært. Juda stoppede med et hvæse. Hun rakte sin venstre hånd frem, og pegede på Juda med sit spidse slangesmykke. Dovent begyndte slangen at sno sig op ad hendes arm. Hovedet lagde den til rette på hendes skulder, hvor den spillede med tungen et par gange og lukkede sine øjne. Så snart slangen havde forladt sengen sprang Frej op. Han greb et vokslys og kiggede mod rummets mørke hjørner: ”Er der flere?”     

”Tag det roligt” sagde Coronella. ”Det her er den eneste. For øvrigt er hele formålet med dit besøg, at du skal bides af en slange, det husker du vel. Så der er ingen grund til at blive hysterisk.” Der var vist bedst ikke at fortælle Frej, at det med slangen i sengen havde været en fejl. Det ville sende et dårligt signal.

”Hysterisk?” Frej spyttede ordet ud, og gik to skridt frem mod Coronella. ”Det her sted er forbandet. Jeg har ombestemt mig. Jeg er færdig her.” Så vendte han sig og gik mod udgangen.

”Nej vent!” Det her var ved at udvikle sig i den helt forkerte retning. Hvis Frej forsvandt nu, havde hun noget af et forklaringsproblem overfor Anaconda, og drømmen om at blive indviet som præstinde ville forblive – en drøm. Hun løb frem og blokerede hans vej til døren. ”Undskyld, det var min fejl. Jeg kom til at slippe slangen fri ved et uheld inden du kom, det skulle ikke have været sket på denne måde. Undskyld.”

Frej stoppede op i passende afstand fra hende og slangen, og så vredt på hende. ”Flyt dig”.  

Juda havde rejst hovedet igen og kiggede beredt tilbage på ham. Coronella lagde sin højre hånd beroligende på slangens hals. ”Jeg kan lade mig bide først. Så kan du se hvordan det hele fungerer”, sagde Coronella. Frej tog et skridt frem: ”Flyt dig”.

Coronellas tanker søgte desperat efter en løsning. Hvis Frej gik ud ad den dør nu, så var alt tabt. Hvordan beroliger man en nordlænding? ”Hvad med, at jeg lægger slangen væk. Tilbage i kurven. Og så drikker vi et glas… et krus mjød? Og så taler vi bare om det? Måske kan jeg hjælpe dig med at finde ud af, hvad dit eget spørgsmål er? Det er mørkt, du kan ikke gå tilbage til Karlaheim nu. Du kan lige så godt sidde her og snakke med mig lidt…” Coronella drejede sit ansigt mod venstre, og forsøgte at smile til ham. Hun var ikke sikker på, om det lykkedes. Frej sænkede vokslyset en smule. ”Få den slange væk”. Hans stemme lød roligere nu, som en høvding der gav en ordre. Sådan, nu havde hun ham. Hun smilede og nejede let, og gik hen til kurven, hvor hun lod Juda glide ned i sit mørke skjul. Derefter stillede hun kurven hen i salens hjørne.

”Så, nu ligger Juda der og passer sig selv. Slå dig ned – jeg henter noget at drikke”. Da Coronella forlod salen stod Frej med korslagte arme og kiggede skeptisk ned på puderne.

I køkkenet henvendte Coronella sig forpustet til gamle Milla, som var i gang med at vaske gulvet. Millas rynkede æblefjæs stirrede på hende: ”Og hvorfor i alverden skal du bruge mjød til Slangens Nat?”. ”Norigeren er anspændt og ikke så vant til slanger. Jeg tror det hele kommer til at gå bedre, hvis han drikker sig mod til”. Den gamle klemte sine øjne sammen: ”Har Anaconda sagt god for dette?”. ”Anaconda sagde udtrykkeligt, at jeg skulle følge min intuition, og min intuition siger mig, at dette er det rigtige at gøre… Hvis ikke vi gør noget tror jeg, vi mister ham.”

Gamle Milla stak hende en lille flaske. ”Det her må være nok til at tage toppen.”

Coronella greb to krus, og løb tilbage mod salen. Bare han ikke har nået at stikke af. Hun stoppede op ved døren og fik pusten inden hun roligt trådte ind.

Frej havde sat sig på en pude, hans ansigt sammenbidt. Coronella satte sig og skænkede op for dem begge. Stilheden mellem dem var kvælende. De drak begge en slurk af den stærke drik. Nu skulle man have haft Salvias eller Rikkas evne til at småsnakke, tænkte Coronella for sig selv. Kender jeg nogle historier, som kan få ham til at tænke på noget andet end slanger? Hvad taler man overhovedet med en norigsk mand om? Coronella rømmede sig: ”Fortæl mig om nordlandet.”

Frej kiggede gnavent på hende: ”Nordlandet er et land af klipper, mos og sildefiskeri. Og så regner det altid – også om sommeren. Meget mere er der ikke at fortælle om det.” Han tog endnu et drag fra sit krus.

Coronella forsøgte igen: ”Her på Skars-øerne hører vi ellers mange gode historier om nordlandet. I vores historier er nordlandet fyldt med grusomme røverklaner og krigerhelte og store bedrifter. Og så hører vi dunkle fortællinger om mennesker, der bliver besat af ånderne fra dyr og går fra forstanden…”

”Tjah, der er vel lidt om snakken. Åndemaneri kan godt gå galt, og så kan folk gøre dumme ting. Min fætter Halfdan blev besat af ånden fra en fjeldløve da han fik sit mærke” -Frej pegede på tatoveringen over sin ene tinding, ”og der måtte 6 karle til at holde ham fast, hive ham ud af shamanens hytte og begrave ham i sne i et par minutter, indtil han var kølet nok ned. Men normalt er en spand koldt vand nok til at få folk til at blive sig selv igen. Selv mærkede jeg ikke det store, da jeg fik mit mærke. Shamanen påstod, at en kongeørns ånd havde taget bolig i mig, men selv mærkede jeg ikke andet end lidt svimmelhed, og så en sur smag i munden efter den svamp, jeg havde spist…”

Coronella fyldte Frejs glas igen. ”Du må da have mærket noget? En ånd kan vel ikke tage bolig i din krop uden at du lægger mærke til det?”

”Når du nu spørger så direkte… Faktisk så jeg for mit indre blik en,- hvad er det I kalder den, en ildfugl?

”Ja, vi har noget der hedder ildfugle her på Skars. Små atletiske flyvere med røde fjer på undersiden. De er meget smukke…”

”Ja præcis. Vi kalder dem isfugle i Norige. -På grund af deres blå overside.  Sådan kan ting afhænge af, hvilken side man ser dem fra.” Frejs blik var rettet ud i mørket, som om han forestillede sig fuglenes lynende farver. Hurtigt vendte han blikket mod Coronella med et undskyldende smil. Coronella drejede per refleks sit arrede ansigt lidt mere mod venstre, og smilede opfordrende til ham med den højre side.

Frej fortsatte: ”Jeg har egentlig altid syntes godt om isfugle. Man ser dem sjældent i Norige, og hvis man kommer brasende gennem skoven er de væk. De kan være ret sky. Men hvis man går forsigtigt frem, så kan man se dem flyve nede ved søen. De ligner næsten små ånder som danser.”

Coronella svarede:  ”Ja, det er en god flyver. Men ikke ligefrem en majestætisk fugl ligesom en kongeørn…”

”Nej, det kan du have ret i.” Frej gav et suk fra sig. ”Det var næppe en isfugl min far ville have ønsket, at jeg fik som mit åndedyr.”

”Hvad ønsker du selv?  Jeg mener, hvad ønsker du dig af din fremtid…?”

Frej smilede forsigtigt: ”Da jeg var yngre forestillede jeg mig tit, at jeg sprang på det første og bedste fremmede skib og drog ud i verden for at blive skjald. Jeg ville rejse væk fra den verden, hvor folk kendte mig som klanens kommende høvding, og i stedet ville jeg rejse rundt i syden – Thyros, Omarien, Ankaros. Jeg ville rejse i de varme og rige lande hvor der findes rigtige teatre, dygtige musikere og hvor alle folk ikke er fiskere og hyrder og stridsmænd. Jeg har altid godt kunnet lidt at synge og fortælle historier. Måske kunne jeg tjene til dagen og vejen ved at fortælle historier om ’de brutale og heltemodige folk fra nordlandet.’”

”Så du drømte om et liv som rakker?” Coronella havde svært ved at holde sin skepsis tilbage. Hun blev også pinligt bevidst om, at godt nok gjaldt det om at få høvdingesønnen til at slappe af og tænke på noget andet end slanger for en tid, men det var ikke hendes opgave at tilskynde hans fjollede drømmerier. Hendes opgave var at vise ham vejen til hans høvdingestyrke.

Hvis Frej følte sig stødt, lod han sig ikke mærke med det: ”De rejsende eller rakkere jeg har mødt, har som regel været interessante mennesker, som havde opsamlet meget viden og mange færdigheder de steder, de havde besøgt. Men jeg ved da godt, at det også er et hårdt og usikkert liv. En anden drøm er at slå mig ned et sted – i et varmt land – og blive opdrætter af jagtfugle. Adelsmænd betaler gode summer for at få en veltrænet falk, og jeg har altid følt, at jeg havde sans for fugle.” 

Frej havde sat sig mere mageligt med ryggen op mod søjlen. Han virkede til at slappe af. Selv kunne Coronella mærke, at den stærke mjød på tom mave var begyndt at gøre hende en smule ør. Mon ikke tiden var moden?

”Frej, jeg er ikke ekspert når det gælder nordlandets åndemageri. Men jeg tror at du skal være glad for, at du så en ildfugl – en isfugl - da du modtog dit mærke. Måske er dit åndedyr ikke en kongeørn som shamanen påstod. Og måske er det en god ting. Eller måske kan vi vende det til noget godt. Men for at finde ud af, hvad det betyder, så skal vi spørge gudinden til råds. Er du klar til, at vi går videre med ritualet?”

Frej fik en rynke i panden, og tog en dyb indånding. ”Godt, men jeg vil se, hvordan det foregår først”.

Coronella hentede kurven, imens Frej tøvende lagde sig på sengelejet.

”Juda er en veltrænet slange. Når jeg lægger hende på min hals ved hun selv, hvor hun skal bide. Det gør ikke mere ondt end at prikke sig selv med en nål. Lad mit vise dig det, så du er forberedt.” Coronella holdt sit spidse fingersmykke op foran Frejs ansigt, og førte det derpå langsomt mod hans hals. Hans krop spændte op, men han trak sig ikke væk, da hun stak. En blodsdråbe kom til syne på hans hals, og Coronella tørrede den nænsomt væk med et lille lommetørklæde af silke. ”Se, det er ikke værre end det. Når vi begge er blevet bidt, så går der nogle få minutter, og så begynder vi at få syner. Det minder om at drømme – vi er bare vågne imens. Er du klar?”

Frej nikkede umærkeligt, og hun lagde sig ved siden af ham på sengelejet. Så langt så godt. Jeg tror han tror, at jeg har styr på det her… Bare mit hjerte dog ville slå lidt langsommere. Hvorfor føler jeg det lidt som om jeg flyver – så meget mjød har jeg da heller ikke drukket? Træk vejret roligt, Coronella, få din puls ned. Coronella tog et par dybe åndedrag som hun havde lært af præstinderne. Hun blev opmærksom på en ny duft. Hun lå så tæt på Frej, at hun kunne lugte ham. Der var på én gang noget fremmed og noget trygt ved den lugt. Uden at tænke over det tog hun hans hånd. Hov, måske har jeg alligevel drukket for meget mjød?

”Nu gør jeg det”. Med sin venstre hånd førte hun Juda op mod sin hals. Hun mærkede sine hænder blive svedige, og hun lukkede sine øjne. Hun kunne fornemme at Frej forsigtigt satte sig op på sin albue for at kunne se. Hans hånd gav hendes et klem.

Og så kom biddet. Hurtigt og præcist. Prikket blev afløst af en varm fornemmelse som flød i hendes halspulsåre, op mod hendes tindinger og ned mod hendes bryst og hjerte.

Hun åbnede øjnene og forsøgte at smile til Frej, som iagttog hende med en alvorlig mine. ”Det gjorde næsten ikke ondt”. Hendes stemme lød lidt hæs, og hun sank. Uden at slippe hendes hånd skænkede han hurtigt vand op til hende fra en karaffel, der stod ved sengen, og rakte kruset til hende.

”Nu er det din tur” sagde hun, og smilte opfordrende til ham. Og så kom den første krampe. Det skete som en eksplosion ud af ingenting. Hendes baghoved hamrede ned i madrassen mens hendes krop spændtes i vejret som en flitsbue. Keramikkruset fløj ud af hendes hånd og knustes mod jorden flere meter væk. Hendes mellemgulv trak sig sammen til en hård kugle, og hendes hals blev til et milimetertyndt rør som luften hvislede ud af i et hæst hvin.

Så slappedes hendes krop igen, og faldt ned på sengelejet i en sitren. Det var der, Coronella kom i tanker om, hvad hun havde glemt. ”Giiiiv miiiig…” Hendes hals var stadig snøret sammen. Coronella forsøgte at pege. Og så kom den næste krampe. Alle hendes lemmer føltes som rødglødende jern. Hendes hånd borede sig ind i Frejs som en klo, der flænser et bytte. Samtidig pressedes luften ud af hendes krop, som lå der en kvælerslange omkring hendes bryst.

Da den anden krampe fortog sig slap Frej hendes hånd. Slangesmykket var blodigt, og der dryppede røde dråber fra hans hånd og ned på gulvet, idet han greb den største af de to flasker med modgift. Han lagde sin ene hånd på hendes pande og holdt hendes sitrende hoved i ro, imens han forsigtigt hældte eliksiren ned i hendes mund.

Hun sank med besvær. Og hun sank igen, idet flere dråber flød ned i hendes hals. Frej holdt sin hånd på hendes pande under de næste krampeanfald, som gradvist aftog i styrke. Hendes krop var badet i sved, og hun følte sig på én gang kold og varm. Gradvist begyndte hun at kunne trække vejret mere normalt.

Frej bandt en hurtig bandage om sin sårede hånd, som han ikke havde ænset før nu, og tørrede blod og sved af Coronellas pande.

”Går det lidt bedre nu?” spurgte han alvorligt. Coronella nikkede let. Hun følte ikke at hendes stemme ville adlyde hende, hvis hun forsøgte at tale. ”Jeg går ud og henter hjælp”. Coronella greb hans hånd idet han skulle til at rejse sig. Deres øjne mødtes. Hun ønskede at sige noget, men kunne ikke. Rummet begyndte langsomt at snurre rundt. Ud af øjenkrogen fik hun øje på et møl, der sværmede rundt om et af vokslysene. Og nu var det som om møllet og vokslyset kom helt tæt på hendes ansigt. Pas på lille møl, ilden er ikke noget for dig… Hun rakte ud efter møllet, men hendes arm var så uendeligt kort. Hvem havde givet hende en dukkearm, og hvor var hendes rigtige arm? Pas på lille møl. Insektet svitsede sin ene vinge mod ilden og fløj forskrækket væk. For så at flyve lige tilbage mod ilden. Brændt barn skyer ilden, har du ikke lært det, lille møl? Ildfugleprinsen forsøgte at sige noget til hende, men der kom kun stilhed ud af hans mund. Og nu var der ild i hans hår, men han havde ikke selv opdaget det. Hun pegede på hans hår, men nu var hendes dukkearm blevet alt for lang, og ramte hans hoved i stedet for at pege på det. Dit hår brænder prins, gør det ikke ondt? Men nu så hun, at hans hår under flammerne var blåt, som is og vand. Du ER virkelig en isfugl, ilden bider ikke på dig! Nu fløj møllet igen mod flammen, som om flammen trak møllet ind mod sig med en usynlig kraft. Nej, nej, det er forkert. Møllet kan ikke tåle ilden. Isfugl, red det. Prinsens øjne var store og mørke. Forstod han hvad hun sagde til ham? Måske talte han kun fuglesprog? Nej, noget forstod han vist. Han fangede møllet mellem sine hænder og gik hen mod vinduet. Godt isfugl. Bagefter skal du lige slukke dit hår. Det kan godt være DU ikke kan mærke at det brænder, men brændt hår har det med at lugte fælt, og nu har vi det lige så hyggeligt os to. Og så faldt Coronella ned i et dybt, blødt mørke.